Det knaldhårde venflon
Det var sommer og jeg havde taget et vikariat i det skønne nordjylland, deroppe hvor afstanden til den blå himmel er højere, klitterne hvidere og strandende bredere end noget andet sted i landet. Det var smukt i vejret, havde været solskin den sidste lange tid, og efterhånden gik alle og tørstede efter vand.
Dette skete på en af mine første vagter på sygehuset, at der kom en pige ind i skadestuen, hun var ung, forvirret, lidt sløret i øjnene, det var tydeligt hun trængte til noget…vand, sukkervand måske endda.
Hun stolpede lige i favnen på mig, og jeg kunne mæske hendes krop mod mig, en krop der gav efter da hun mærkede at hun faldt ind til en krop der kunne støtte hende. Jeg fik hende straks ind på en af stuerne og lagde hende ned på briksen. Jeg måtte stikke en nål i hendes årer, finde en flot, struttende vene at anlægge venflon i, så hun hurtigt kunne fyldes med væske, dejlig, livsgivende væske.
Jeg vendte mig fra hende og begyndte at finde mine redskaber frem, en tyk gummislange, spritservietter til at desinfisere hendes hud, hvor jeg ville stikke min spidse nål igennem, ind i hende og nålen, den sylespidse nål der trænger igennem huden, penetrerer på blideste vis så man har adgang ind i et andet menneskes krop.
Jeg vendte mig mod hende, hun var køn så jeg nu, hun havde kun en ganske tynd, hvid kjole på, som lod hendes brune farve stå frem og blidt smøg sig om hendes krop.
Jeg gik over til hende, med en klump i halsen og pulsen bankende, det var mit første venflon, at se på hendes udtryk da jeg trak nålen ud af dens sterile indpakning var det også første gang hendes hud skulle gennembores af noget så spidst.
Jeg strammede slangen om hendes overarm, og inden længe struttede hendes vener klart frem, og jeg kunne høre at hendes åndedræt ændrede sig, det blev hurtigere, lidt overfladisk, spurgte om hun var bange for at det skulle gøre ondt. Det var hun lidt bange for, da det jo var hendes første gang. Jeg hviskede nærmest til hende, at jeg nok skulle være forsigtig, være blid, jeg var erfaren, havde anlagt venflon mange gange før.
Jeg rengjorde hende, der hvor jeg ville stikke, stak hurtigt og bestemt igennem det fine lag af hud, hun gav et lille skrig, spændte i hele kroppen, men slappede så af, lod mig føre nålen helt i bund, dybt op i hendes vene. Der kom en lille smule blod, ikke meget.
Nu kunne jeg sætte vandet op så hun kunne blive frisk igen, og jeg kiggede beundrende på hende inden jeg gik, hvordan vandet langsomt silede ind i hendes årer, gav hende liv, gav hende glød, mens saltvandsposen langsomt tømtes ud i hende, det eneste det efterlod var en lille plet af blod på lagnet.